S19 SERIEN

FARVERIGT KØKKEN
I MURERMESTERVILLA

I en klassisk murermestervilla fra 1930’erne i Fredericia har Louise og Nikolaj indrettet sig med et S19 køkken i farven Skovgrøn. Med renoveringen er rummet blevet åbnet op og indrettet mere funktionelt, så køkkenet i dag er et rum, hvor hele familien på fem kan samles.

Efter tre år i huset valgte Louise og Nikolaj at gå i gang med en renovering, der skulle give dem et nyt køkkenalrum med plads til dem selv og deres tre børn. To vægge blev væltet, gæstetoilettet inddraget og tegningen over det nye køkken revurderet for at skabe det åbne rum, som familien ønskede sig. ”Højskabene skulle være placeret anderledes, men rummet blev ikke åbnet op, som vi ønskede – så køkkenet blev tegnet om”, fortæller Louise. 

Fra hvidt til skovgrønt

Planen var oprindeligt et hvidt WBL køkken i tråd med resten af boligens minimalistiske indretning. Hjemmet er indrettet med hvide, grå og lyse vægge og møbler, mens pynt og styling bringer nedtonede farver i spil. Derfor ændrede den Skovgrønne farve med sit matte udtryk parrets oprindelige plan, da de så den i Svane-butikken. Farven i det nye køkken skaber kontrast til stilen i boligen uden at være for markant, og lyset i rummet påvirker farvens udtryk alt efter tidspunktet på dagen. 
Detaljer i egetræ, åbne hylder og en stålreol fuldender udtrykket og skaber samspil mellem elementerne. Særligt stålreolen var et stort ønske for Louise, da hun havde set den i Svane Køkkenets LOOKBOOK i starten af processen. Hylderne i reolen er i egetræ, så de matcher bordpladens kanter og den smukke stænkplade med elegante heksagoner. 
 

 

Selvom det nye køkken ikke er meget større end det gamle, har familien fået mere plads. De mange skuffer og køkkenets høje underskabe giver ekstra opbevaringsplads, mens de åbne hylder skaber plads til kaffemaskiner og -kander uden at optage plads på køkkenbordet. ”Indretningen af køkkenet giver os følelsen af mere plads – og så hjælper det jo også, at selve rummet er blevet større”, siger Louise, der også er glad for overfladen på køkkenet, som gør det nemt at holde pænt. S19 er udført i Surface laminat, som har en blød og rengøringsvenlig overflade.  

Familien bruger køkkenet meget, og børnene deltager gerne i madlavningen eller kigger med fra køkkenbordet. Derfor var det også en prioritet med to ovne, så der kan laves masser af mad – et valg som Louise og Nikolaj er meget glade for. Foruden de to AEG-ovne er køkkenet indrettet med en Quooker Square og vask fra Blanco. 

Se køkkener i S19 serien

Bliv klogere på S19 serien

KOM MED EN TUR HJEM
TIL VORES KUNDER

SE ALLE KUNDECASES